Om frihed & arbejdstvang

Jeg er enig med de liberale i, at frihed er vigtigt. Jo mere reel frihed, jo bedre. Samfundets (og herunder politikernes) vigtigste opgave er at skabe frihed (gennem mere lige vilkår).

Jeg er uenig med de liberale, fordi meget tyder på, at deres frihed typisk er øremærket nogle få grupper i samfundet, som allerede *er* relativt frie og privilegerede (og så tvivler jeg på at verden og mennesker er så simple, at alt kan løses ved at sænke skatter og afgifter). For disse grupper vil det utvivlsomt føre til mere personlig frihed (på kort sigt), hvis staten helt eller delvist blander sig uden om. Jeg tror imidlertid at mange glemmer, at de har deres frihed og deres privilegier et sted fra. Det er ikke bare noget de der "egne lykkes smede" har tilkæmpet sig gennem "hårdt arbejde" og en eller anden forplumret version af "the american dream". Man har formentlig både været afhængig af og støttet sig til de systemer, man senere vil bekæmpe. Det er næppe heller usandsynligt at man har reduceret andres frihed for at nå derhen hvor man nu er kommet til.

Frihed er en kompleks størrelse.

Nå, men når det er sagt, så ved jeg efterhånden ikke hvem de liberale er, for det påståede "Danmarks liberale parti" har intet fokus på frihed, men fx på at vi skal arbejde mere. Hvordan kan det være et mål, at vi skal arbejde mere? Hvad er formålet med at arbejde mere? For hvis skyld skal vi arbejde mere? Staten? Eller snarere for virksomhederne, virksomhedsejerne og investorerne? Eller, hvis man bliver mere konspirationsteoretisk, er det simpelthen et godt gammeldags forsøg på at kontrollere masserne, så de ikke stiller spørgsmål?

Hvad betyder det i øvrigt, at børn skal "forvaltes"? Det lyder ikke som noget børn eller mennesker har godt af.

Hvis det ikke var fordi jeg laver mange spændende ting, som jeg er glad for, så ville jeg i ren trods arbejde (meget) mindre (der er alligevel ikke nogen sammenhæng mellem hvor meget jeg arbejder og hvor meget (/lidt) jeg tjener). Arbejdsglæde er til gengæld en lidt for diffus størrelse, der ikke uden videre kan skrues op eller ned og som er svær at mase ind i politikernes modeller.

Tænk hvis (reel) frihed (for alle), såvel som så abstrakte størrelser som glæde og lykke var på dagsordenen.

Links:

http://www.politiko.dk/nyheder/ministeropsang-til-boernefamilierne-glem-deltid-og-kom-i-gang

Martha Nussbaum & den offentlige debat

I øjeblikket undersøger jeg idéerne om "verdensborgeren" og "globalt medborgerskab". Den søgen ledte mig her til morgen forbi den amerikanske filosof Martha Nussbaum. I et gammelt interview (vist fra 1988), hvor der tages udgangspunkt i græske tragedier, drøfter de hvad det vil sige at leve, at være et (godt) menneske.

Det er jo i sig selv ret interessant, og undervejs kommer de også omkring en kritik af den offentlige diskurs, hvor Nussbaum opfatter den som værende for ensidig. Måske romantiserer hun fortiden for meget, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg savner i dag, som hende dengang, en offentlig, herunder politisk, debat rig på nuancer og på rigtige menneskers oplevelser fra deres stræben efter rigtige, gode liv sammen med andre rigtige mennesker. Jeg kender ikke meget til Nussbaum, men jeg tvivler på, at hun er videre opløftet over den fortsatte fremmarch af NPMs regnearksmentalitet & kommunikation styret af spindoktorer.

Interviewer: "What do you think about the level of your public discourse today?

Nussbaum: "I think it’s very impoverished. I think it’s lost a lot, that I think it had in the time of Lincoln, for example, when Walt Whitman could speak of Lincoln as the "large, sweet soul that has gone". How many people today could you reasonably say that of? I think we’ve lost the idea that politicians are part of the humanities. And we think of them as part of a natural science tradition, and we don’t expect them to have the contact with literature, with history, with the richness of descriptive language that the humanities have always stood for. And I think that’s a great loss.

Interviewer: "But you’re not arguing, are you, that politicians should speak as novelists, as poets?"

Nussbaum: "Well, I think in effect I am. See, Whitman preferred the poet’s language, because it was concrete, and it was human, and it was suffused with feeling. And I think that’s the language that we need in political life".

Interviewet er i øvrigt aldeles inspirerende, også ud over denne korte bid.

Annoncer?! Really?

Jeg har allerede kommenteret på Inger Støjbergs politik og ikke mindst retorik på flygtningeområdet.

På trods af stædige forsøg på det modsatte, så fremstår hendes argumentation mildest talt tvivlsom og hovedsageligt båret af stærke følelser, der skal appellere til mange vælgeres lige så stærke følelser.

Det påstås igen og igen, at de økonomiske ydelser er dét afgørende element i flygtninges beslutning om, hvor de skal flygte hen (selvom det undertiden nuanceres i enkeltstående udsagn, så handler debatten jo omtrent udelukkende om ydelserne). Hver gang dette papirstynde argument fremføres, er der forskere der peger på, at det er alt for unuanceret, at folk flygter for deres liv og ikke er i stand til at træffe så rationelle beslutninger, og at mange andre parametre har langt større indflydelse. Man vil dog vældig gerne fastholde forestillingen om, at simple løsninger er mulige. Det er ret populært i politik (personligt ville jeg nok foretrække hvis man beskæftigede sig mere med de komplekse løsninger, der formentlig er mere langsigtede).

Nu har man så hevet fat i et notat fra det Europæiske Grænseagentur Frontex, der sammenfatter nogle pointer, som menneskesmuglere efter sigende bruger til at friste flygtninge til at "rejse" med netop dem. Det tolkes igen som endnu et håndfast bevis på, at flygtninge vil holde sig væk, når der skæres i ydelserne.

Det har Martin Lemberg, Københavns Universitet, kommenteret ganske fornuftigt på:

"Udover de helt åbenlyse spørgsmål om kildekritik, så lad os bare antage at notatet er ægte. Selv hvis det er tilfældet beviser det ikke noget nyt. Man kan stadig ikke slutte fra smugleres (en? nogle? hvis? hvorfra?) salgstaler til flygtninges motiver. Eksistensen af notatet er fuldstændigt foreneligt med den eksisterende forskning, nemlig at der er mange grunde til at vælge destinationer – for så vidt at folk har et valg! – men at flygtninge vægter sociale netværk, uddannelse eller familiesammenføring tungere end velfærdsydelser. Uanset hvad der står på en hjemmeside. Sagen er nok den at Støjberg rejste ned til Frontex i søgen efter en smoking gun til at underbygge beskærelsen af integrationsydelsen. Til trods for framingen af hjemmeside-info’en fandt hun det ikke. Og at Frontex heller ikke ser dette notat som noget nyt illustreres af, at man har været i besiddelse af det siden september 2014, men ikke henviste til det under valgkampen, hvor man tværtimod sagde at man ikke kunne vise nogen kausal sammenhæng mellem lavere ydelser og asylansøgeres valg af destination."

Nå, men heldigvis nærer man en sund skepsis over for forskning og viden, og derfor kan man upåagtet fortsætte korstoget. Nu har man besluttet at halvere ydelserne, men må naturligvis også sørge for at fortælle flygtninge og (især) menneskesmuglere om det. Derfor vil man nu indrykke annoncer i aviser i lande, "hvor menneskesmuglere holder øje".

Man vil indrykke annoncer? Really?

Ikke for at skræmme, hedder det, men for at informere.

Igen siger forskere, fx Nina Nyberg Sørensen, seniorforsker ved DIIS, at det efter alt at dømme ikke får nogen betydning, og dermed lugter det endnu engang mest af alt af populistisk indenrigspolitik.

Man vil fortælle hele verden, med endnu større tydelighed, at vi har nok i os selv? Det får næppe betydning for flygtninges mere eller mindre rationelle beslutning, når de skal redde livet, men hvilken indflydelse mon det får på A) dem med anden etnisk baggrund end dansk der bor i landet og B) vores i forvejen blakkede omdømme rundt omkring i verden?

Interviews med Inger Støjberg

Vi har inden for de sidste måneder set en del (lidt) længere interviews med Inger Støjberg, fx hos Clement og Michael Schøt.

Et af de senere, med Martin Krasnik i Deadline, er meget symptomatisk for Støjbergs tilgang til politik.

De fleste politikere har lært at forsøge at få os til at tro på, at deres mere eller mindre kvalificerede mavefornemmelser i virkeligheden er hårde fakta. Her vælger Støjberg ret konsekvent en noget anden tilgang, idet hun, formentlig helt bevidst, underkender viden og rigtige argumenter til fordel for følelser (som hun dog stadig forsøger at få til at fremstå som rationelle, hvor modsætningsfyldt det ellers måtte lyde).

Hele vejen igennem interviewet med Krasnik er hendes bedste og mest hyppigt anvendte argument at “hun mener” det ene og det andet, som ofte står i skærende kontrast til det forskere er lidt tættere på at vide. Det ser hun stort på, og blander i stedet (helt subjektive) “rimelighedsbetragtninger” i gryden. Hermed – tadaa – er vi fremme ved essensen: det er lige meget om det faktisk holder flygtninge fra Danmark, det er lige meget om flygtninge fastholdes i fattigdom, det er lige meget om man fuldstændig underminerer grundlaget for vellykket deltagelse i samfundet og for at flere kommer i arbejde (for det får Krasnik og mange andre jo fuldstændig afmonteret, at der skulle være belæg for at tro på).

Det er ideologi (“de offentlige ydelser skal ned for enhver pris”) og så er det den fortsatte konkurrence med især DF om at være den hårdeste hund i klassen.

Det er for så vidt også fair nok, men hvorfor så ikke bare sige det som det er?

Politik & kausalitet

Da jeg læste Venstres regeringsgrundlag var særligt én ting, der sprang i øjnene:

Helt gennemgående, så er det præget af næsten pinlige forsøg på at fabrikere simple kausalitetssammenhænge, som formentlig ikke findes. Man opstiller scenarier, hvor A gøres direkte afhængig af B og hvor man derfor kan løse problem A ved at skrue på knap B.

Blandt de meste omtalte af disse metoder ser vi forestillingen om, at hvis man skruer ned for ydelser skruer man op for folks motivation. Det fører til omtrent følgende ræsonnement når det bruges på asylområdet:

Indvandring er afhængig af sociale ydelser, så hvis vi sætter dem ned, så A) holder de sig væk, og hvis de alligevel kommer så B) skal de nok komme i arbejde. Man taler overhovedet ikke om den generelle flygtningesituation i verden, for det ville jo underminere opfattelsen af, at ovenstående er en løsning på noget som helst.

Eller med andre ord: man fremsætter enkle løsninger på uhyre komplekse problemer, og håber ingen undrer sig for meget.

Det bør man altid være skeptisk over for.

Det er et greb, alle partier og politikere benytter sig af, men det må siges at være DFs helt store glansnummer, og det har V tydeligvis ladet sig inspirere af.

Nu hvor regeringen har siddet nogle uger, har vi allerede set flere eksempler på denne strategi, end jeg umiddelbart kan tælle. Omtrent dagligt præsenteres vi for en problemstilling, der reduceres til et fabrikeret og dybt forsimplet årsags-virkningsforhold.

Et ønske kunne være, at A) politikere ville have lidt højere tanker om vores evne til at gennemskue den slags, og B) journalisterne ville være lidt bedre til at pille de her ikke-sammenhænge fra hinanden og stille substantielle spørgsmål til politikernes “logik”.

Samlet set kunne man drømme om et samfund, hvor politikere og medier i fællesskab påtager sig et ansvar for – som minimum – ikke at stræbe efter at gøre os dummere.

Smagsdommeri

Jeg har aldrig helt forstået det oprør mod “smagsdommere”, der blev indledt under Anders Fogh (der vist fortrød det igen), og som vi ser igen i udtalelser om miljøpolitikken og Lomborgs tilbagevenden.

For det første: hvorfor er det man vil have os til at nære så afgrundsdyb en mistro til folk der ved noget?

For det andet: hvorfor er det ikke smagsdommeri at lade én person med en bestemt agenda (tag nu Lomborg) få en privilegeret position at tale fra?

Nå, men nu er det jo ikke kun Lomborg, der skal tildeles en særlig piedestal at kravle op på. I regeringsgrundlaget hedder det nemlig også:

“Danmark skal løbende tilpasse sig nye globale udfordringer og bringe alle vores redskaber i spil for at varetage vores interesser. Regeringen vil derfor bede en erfaren, respekteret person med internationalt udsyn om hurtigt at forestå et udenrigspolitisk udredningsarbejde”

Man kan så læse, at det vist nok, måske, bliver en topdiplomat, der var med til at retfærdiggøre Irak-krigen (og som skulle have været afhørt af den der kommission, men som nu, heldigt nok, slipper for det besvær).

Lad os sige, at den pågældende person er uhyre kompetent, erfaren, respekteret, empatisk og alt hvad man ellers kan ønske sig. Uanset hvem det bliver og hvor dygtig vedkommende er, er det så ikke *netop* smagsdommeri og elitært at lade *én* person forholde sig til vores udenrigspolitik?

Om racisme

Jeg læste lige “I, Racist” af John Metta, og jeg blev både rørt og pinligt berørt.

Rørt fordi det er et stærkt indlæg:

“This is the country we live in. Millions of Black lives are valued less than a single White person’s hurt feelings.”

Pinligt berørt fordi det (også) handler om mig selv:

Vi er blinde for de ufattelige privilegier, vi – den hvide middelklasse i Danmark – er opflasket med, netop fordi vi er født med dem. Vi er blinde for, at alene det at kunne være et individ, der ikke automatisk regnes som ét med alle hvide middelklasseborgere, er et kæmpestort privilegium:

“Black people think in terms of we because we live in a society where the social and political structures interact with us as Black people.

White people do not think in terms of we. White people have the privilege to interact with the social and political structures of our society as individuals. You are “you,” I am “one of them.” Whites are often not directly affected by racial oppression even in their own community, so what does not affect them locally has little chance of affecting them regionally or nationally. They have no need, nor often any real desire, to think in terms of a group. They are supported by the system, and so are mostly unaffected by it.”

Det beskriver ganske vist situationen i USA, og de fleste af os vil sikkert hævde, at der er en verden til forskel. Det bliver imidlertid mindre og mindre sandt, og jeg tror vi er tættere på, end de fleste af os forestiller sig.

“And White people, every single one of you, are complicit in this racism because you benefit directly from it.”

“Racism is so deeply embedded in this country not because of the racist right-wing radicals who practice it openly, it exists because of the silence and hurt feelings of liberal America”

Som i USA, så er vores største problem ikke dem, der stræber efter forskelsbehandling, marginalisering eller hjemsendelse. Vores største problem er alle os, der bilder os ind at vi ved og vil bedre.

Da jeg læste indlægget, blev jeg derfor også konfronteret med min egen manglende selvindsigt, og i den optik står det lysende klart:

Jeg gør ikke nok.

Jeg bilder mig ind, at jeg prøver, men jeg lever jo for fanden selv i et opdelt samfund. Jeg tilhører den hvide middelklasse. Jeg har en lang uddannelse. De fleste af mine venner tilhører den hvide middelklasse. Jeg behøver aldrig nogensinde forholde mig til min hudfarve og det er et privilegium så stort, at jeg ikke fatter det.

I Danmark bruger vi mange kræfter på at undgå at tale om racisme. Vi kalder det alt muligt andet, fordi de fleste ved, at racisme er noget skidt. Vi lader som om vi ikke har problemer. Vi pakker det ind og gemmer det væk.

“White people and Black people are not having a discussion about race. Black people, thinking as a group, are talking about living in a racist system. White people, thinking as individuals, refuse to talk about “I, racist” and instead protect their own individual and personal goodness. In doing so, they reject the existence of racism.”

Det er præcis den samme situation her.

“This, all of this, expectation, treatment, thought, the underlying social system that puts White in the position of Normal and good, and Black in the position of “other” and “bad,” all of this, is racism.”

Igen: kan vi virkelig mene, at det samme ikke gør sig gældende her?

“White people are in a position of power in this country because of racism. The question is: Are they brave enough to use that power to speak against the system that gave it to them?”

“So I’m asking you to help me. Notice this. Speak up. Don’t let it slide. Don’t stand watching in silence.”

Jeg ved ikke hvad jeg vil eller kan gøre, men jeg ved, at vi skal blive bedre til at tale om det. Vi skal også blive langt, langt bedre til at acceptere, at vi har et stort problem, og at det værste vi kan gøre er at lave “tekniske omskrivninger” af selve ordet:

RACISME.

Cigaretter og miljøpolitik

Vores nye miljø– og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, skal selvfølgelig også have en “særlig rådgiver”.

Det er der jo ikke i sig selv noget odiøst i. Ingen politikere i dagens Danmark kan jo vide eller sige noget uden at blive rådgivet.

Det er dog lidt interessant, at man finder vedkommende hos House of Prince. Morten Flindt, som han hedder, ved sikkert en masse om at sælge cigaretter og skal altså nu rådgive ministeren om, hvordan man sælger den tabersag, man er ved at skabe for sig selv:

“Miljø og produktion skal gå hånd i hånd. Jeg glæder mig til sammen med ministeren at sikre et grønnere Danmark med et stærkere landbrugs- og fiskerierhverv,”

Som jeg skrev ifm. regeringens latterligt uambitiøse miljøpolitik, så kan man vel ikke være i tvivl om hvilken retning der trækkes mest i, når “miljø og produktion skal gå hånd i hånd” og “Danmark skal have et stærkere landbrugs- og fiskerierhverv”?

Vi ved jo godt, at vækst er vigtigere end alt andet – også selvom det bliver på bekostning af selve grundlaget for væksten – naturen, jorden.

Som én skrev på Facebook:

“Fair nok – hvis man kan overbevise folk om, at rygning er godt for helbreddet, kan man nok også overbevise nogen om, at Venstres miljøpolitik er godt for miljøet.”

Regeringen & miljøet

Man kan få den tanke, at regeringen helst helt ville undlade at forholde sig til miljø- og klimapolitik. Nå ja, men det er ER da også besværligt, at vi skal til at leve vores liv anderledes. Desværre er der nok en sammenhæng mellem hvor meget vi aktivt lader som ingenting, og hvor meget større problemet bliver.

Det hele bunder vel i ideologi. Hvis man er liberal må man for enhver pris beskytte det frie marked, og man må have tillid til, at kommercielle interesser altid klarer ærterne. Ingen regulering kan forsvares.

Det fik LAs klimaordfører, Villum Christensen, sagt ret tydeligt:

“Der er ikke videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet”

Det måtte man så trække lidt i land på, for det var alligevel for dumt…men mon ikke mange på højrefløjen egentlig alligevel bilder sig selv ind, at det forholder sig sådan?

Det fremgår i hvert fald også ret klart af regeringsgrundlaget, at ambitionsniveauet mildest talt er uimponerende:

“For at understøtte arbejdet med at skabe bedre rammer for vækst og beskæftigelse i helelandet placeres ansvaret for planloven samt ansvaret for udviklingsarbejdet i landdistrikter i Erhvervs- og Vækstministeriet.”

Sammen med sammenlægning af Miljø– og Fødevareministeriet peger det vist kun i én retning.

“Regeringen vil fremlægge en fødevare- og landbrugspakke, der skal gøre fødevare- og landbrugssektoren endnu bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, og til at skabe mere vækst og beskæftigelse – i samspil med natur og miljø”

Jeg er bange for, at det “samspil” kun får én vinder & det kommer til at involvere en helvedes masse sprøjtegift.

Der gik da heller ikke lang tid før miljø– og fødevareminister Eva Kjer Hansen bekendtgjorde, at “Regeringen vil fjerne en række miljøkrav til danske landmænd“:

“Vi tager med det samme fat på at fjerne det obligatoriske krav om randzoner og efterafgrøder. Vi vil også se på gødskningsrestriktionerne”

Når selv paven er langt mere progressiv på miljøfronten, så burde man måske revidere sin politik. Men nej, man må ikke regulere noget som helst, det klarer markedet:

“Humanity is called to take note of the need for changes in lifestyle and changes in methods of production and consumption to combat this warming, or at least the human causes that produce and accentuate it […] Numerous scientific studies indicate that the greater part of the global warming in recent decades is due to the great concentration of greenhouse gases … given off above all because of human activity.”

Bjørn Lomborg

Efter nogle år ude i kulden vil regeringen nu hente Bjørn Lomborg tilbage til Danmark og putte ham på finansloven igen (tilsyneladende uden om de normale forskningsbevillinger?).

Det er da af mange grunde lidt pudsigt, men jeg synes simpelthen det er så pinligt, når man argumenterer som klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) gør her:

” Der er brug for flere stemmer i klimadebatten. Den er for ensidig og lidt for elitær, erklærede Lilleholt.”

For ensidig og elitær? Er den ensidig, fordi folk (verden over) generelt er enige? Er den elitær, fordi folk der udtaler sig faktisk ved noget og laver markant færre fejl i deres forskning end fx Lomborg?

“Lomborg og hans aktiviteter i Institut for Miljøvurdering og senere Copenhagen Consensus har allerede modtaget over 100 millioner kroner i statsstøtte, men det er ingen hindring, mener DF’s ordfører.

– Det må være et prioriteringsspørgsmål, siger Dencker.”

DF forstår sig da om nogen på prioritering og “omprioriteringsbidrag”. De prioriterer som vinden blæser, så længe de med jævne mellemrum kan stille sig op og sige noget flot om stramninger for folk, der ikke er hvide kristne.

Man kan måske bemærke, at der for nylig var lidt blæst om Lomborg i Australien, hvor regeringen ellers også godt ku’ bruge sådan én som ham. Tegner der sig et mønster? Gi’r man bare nogle penge til Lomborg, hvis man synes klimadebatten er for ubekvem?

Jeg mener selvfølgelig, at vi skal stille alle spørgsmål, også de mindre åbenlyse. Jeg mener også, at Lomborgs arbejde kan have sin berettigelse, men selv *hvis* man anerkender at Lomborgs perspektiver retfærdiggør at han får en plads i debatten, så virker det her da mere end noget andet som politisk bestillingsarbejde fra en klimaskeptisk regering, der gerne vil have rygdækning.